Kolind, Egil: 4 korsange til Kyndelmisse (Lige stemmer, klaver/orgel) (Partitur)
Produktnr. | KORLIV154 |
---|---|
Komponist | Kolind, Egil |
Genre | Klassisk |
Sider | 26 |
Udgivelsesår | 2024 |
Instrumentation | Lige stemmer, klaver/orgel |
Forlag | Forlaget Mixtur |
Kyndelmisse markeres ved musikgudstjenester i mange kirker. Ordet kyndelmisse kommer af det latinske ’candelarum missa’, altså lysenes messe, som holdes om aftenen, og billedet af lyset i den kolde og mørke vintertid har inspireret mange komponister.
I 4 korsange til Kyndelmisse, præsenterer KORLIV satser for lige stemmer i varierende sværhedsgrader, hvorfor satserne retter sig mod forskellige aldersgrupper. Udgivelsen fremstår som et komponistportræt af Egil Kolind og er udgivet som fuldt partitur (KORLIV 154) samt korstemme (KORLIV 154a).
Egil Kolind skriver selv følgende om satserne:
Lev som lysets børn kan synges af alle typer kor, men henvender sig mest til de lidt yngre sangere. Teksten er uddrag fra Sl 139 og kan synges som en vekselsang mellem én eller flere solister og hele koret. Teksten til omkvædet, eller rettere antifonen, som også er stykkets titel, er fra Ef 5 og kan synges både med og uden overstemmen i slutningen. Det noterede klaverakkompagnement (den første af de to udgaver) bidrager med et kontinuerligt flow og en klanglig udvikling gennem satsen, men man kan også opføre stykket med almindeligt becifringsspil (den anden udgave), hvis man ønsker et mere enkelt udtryk.
Simeons lovsang eller Nunc Dimittis, som den også ofte kaldes, er en duet for to lige stemmer. Satsen er holdt i en fredfyldt karakter, men med et dynamisk opsving ved afsnittet med teksten ”et lys til åbenbaring”. Udover til kyndelmisse er Simeons lovsang en oplagt korsats at synge til aftengudstjenester hele året.
Sne er det eneste stykke i samlingen, som ikke har en bibelsk tekst. I Iben Nielsens digt befinder vi os i vinterens snedækkede, melankolske skumringsmørke. Musikken er frostklar, hvid og blid og hele vejen igennem holdt i et roligt gående pianissimo. Fordi stemningen i digtet er båret af ro og mildhed, kræves der et stort fokus på de mange små dynamiske udsving, der hele tiden er til stede i satsen.
Jeg er verdens lys har et mere fyldigt orgelakkompagnement og kræver derfor også et orgel med flere registreringsmuligheder. Det kendte Kristus-citat, som er sangens titel, høres gentaget mange gange i de tre stemmer i forskellige varianter og kanonformationer. Udover det nytestamentlige citat indgår der også et gammeltestamentligt tekststykke fra Esajas Bog (”Det folk, der vandrer i mørket…”), der fungerer som en bagudskuende refleksion. Stykket har en opløftet og glædesfyldt karakter, som konstant gennemstrømmes af det lille, musikalske ”Jeg er verdens lys”-motiv. Ønsker man en kortere udgave af stykket kan man udelade takt 29-59.
Egil Kolind (f.1989) er en dansk komponist og dirigent. Han skriver værker i et velkendt tonesprog, og han har efterhånden opbygget en omfangsrig produktion af sange, kormusik og operaer. Hans mange års erfaring som dirigent, blandt andet som korleder for Roskilde Domkirkes Drengekor, giver ham en særlig indsigt i at skrive musik, der fungerer optimalt for sangere. Udover at komponere interesserer han sig for det pædagogiske arbejde og har udviklet et lærebogsmateriale til at undervise nybegyndere i bladsang.
Indhold:
Lev som lysets børn (SS og klaver)
Simeons lovsang (SS og klaver)
Sne (SSAA)
Jeg er verdens lys (SSA og orgel)