Bach, Johann Sebastian

Johann Sebastian Bach blev født i Eisenach i 1685 ind i en slægt, der havde forsynet Thüringen med musikere i generationer. Han mistede begge sine forældre som tiårig og voksede op hos sin ældre bror, organisten Johann Christoph, der underviste ham i klaver og orgel. Fra 1703 havde han sine første organiststillinger i Arnstadt og Mühlhausen, hvor han fik ry som en usædvanlig dygtig, men også krævende musiker. Årene som hoforganist og koncertmester i Weimar (1708-1717) og som kapelmester hos fyrst Leopold i Köthen (1717-1723) gav ham plads til at udvikle både orgelværkerne og den verdslige kammermusik. I 1723 blev Bach Thomaskantor i Leipzig, en stilling han bestred i 27 år indtil sin død i 1750. Arbejdet omfattede undervisning på Thomasskolen og ansvaret for musikken i byens kirker, og i de første år skrev han kantater i næsten ugentlig takt. Hertil kom Johannespassionen, Matthæuspassionen og h-mol-messen samt omfattende instrumentale samlinger som Clavier-Übung, Goldbergvariationerne og Die Kunst der Fuge. Bach er fortsat bærende i nodesalget. Das Wohltemperierte Klavier, Inventionerne og Sinfoniaerne samt de firstemmige koraler indgår i undervisningen på alle niveauer, fra de første klavertimer til konservatoriet. Samtidig efterspørges urtextudgaver, fordi de bygger direkte på kilderne og overlader fingersætning og frasering til den enkelte spiller – en forskel, der har praktisk betydning for både lærere og studerende.