Nielsen, Carl

Carl Nielsen blev født i 1865 i Sortelung ved Nørre Lyndelse på Fyn som søn af en husmaler, der også spillede til fester som landsbymusikant. Han voksede op under beskedne kår, men musikken var der fra begyndelsen, og som fjortenårig blev han ansat som hornblæser i et militærorkester i Odense. Ved siden af tjenesten øvede han violin og forsøgte sig med de første kompositioner. I 1884 kom han ind på Musikkonservatoriet i København, hvor Niels W. Gade var blandt lærerne. Fra 1889 spillede Nielsen violin i Det Kongelige Kapel, og i de følgende år slog han igennem som komponist med blandt andet Suite for strygeorkester og den første symfoni. Senere virkede han som kapelmester ved Det Kongelige Teater og i sit sidste leveår som direktør for konservatoriet. Hovedværkerne omfatter seks symfonier, operaerne Saul og David og Maskarade, koncerter for violin, fløjte og klarinet, Blæserkvintetten og det store orgelværk Commotio. Lige så betydningsfuld er hans indsats for den danske sang. Melodier som Jeg ved en lærkerede, Solen er så rød, mor og Underlige aftenlufte er blevet en del af den fælles sangskat, og sammen med Thomas Laub og andre fornyede han den folkelige melodi. Han var gift med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og døde i København i 1931. I nodesalget er Carl Nielsen den danske komponist med den bredeste rækkevidde. Sangene findes i sangbøger, korsatser og udgaver for stemme og klaver, mens symfonierne, koncerterne og Blæserkvintetten er faste titler hos orkestre, studerende og kammermusikere. Klaverværker som Humoreske-Bagateller og Chaconne bruges i undervisningen, og Carl Nielsen Udgaven fra Det Kongelige Bibliotek har gjort hele værket tilgængeligt i kildekritiske udgaver.