De funktionelle principper i romantikkens harmonik - belyst med udgangspunkt i César Francks harmoniske stil. Fra forordet... Når Strawinsky et sted siger, at for ham er Tschaikowsky ubestridt den største af romantikkens komponister, fordi han på en gang forener romantisk emotion med en formgivningens klarhed, rummer Cesar Francks musik betragtet ud fra det harmoniske aspekt en lignende balance. Han er en typisk eksponent for højromantikkens harmoniske stil-ingen af dens akkordiske nydannelser er ham fremmed, en ekstrem altereringsteknik, modulerende akkordfølger af ofte frapperende originalitet; men dette i og for sig ekstravagante harmoniske sprog tager ikke magten fra helheden, men indordner sig under en samlende syntese, der i sin afklarethed har klassikkens præg. Med højromantikkens akkordmateriale ved hånden er det ingen større problem at afstedkomme en konstant toneartsflugt; akkordstoffet er som prismer, hvor lyset brydes i alle retninger. Hos Franck udnyttes disse akkordernes prismatiske egenskaber, så det harmoniske forløb ofte danner højt opbyggede spændingskurver, men relationen til tonalitetscentret tabes ikke derfor af syne.Det er denne erklærede beundring for Francks harmoniske evne, harmonikkens rigdom men samtidig dens klarhed, der har været det igangsættende moment for dette studium, hvor jeg dels har søgt at belyse, hvilket akkordmateriale, romantikken alment betragtet gør brug af, dels, hvordan specielt Franck behandler og udnytter dette materiale.