Brahms, Johannes

Johannes Brahms blev født i Hamburg i 1833 som søn af en kontrabassist og voksede op i beskedne kår. Han fik tidligt undervisning i klaver og komposition, og som ganske ung tjente han til huset ved at spille i byens værtshuse og restauranter samt ved at arrangere musik for forlag. Et vendepunkt kom i 1853, da han mødte Robert og Clara Schumann i Düsseldorf. Robert Schumann præsenterede den tyveårige Brahms i et begejstret tidsskriftsindlæg som et stort talent, og det venskab med familien Schumann, ikke mindst med Clara, kom til at vare livet ud. Fra 1862 havde Brahms sit faste udgangspunkt i Wien, hvor han virkede som dirigent, pianist og komponist. Han arbejdede langsomt og selvkritisk, og der gik over tyve år, før han i 1876 kunne udsende sin første symfoni, tynget af bevidstheden om arven efter Beethoven. Sideløbende skrev han en omfattende kammermusik med strygekvartetter, klavertrioer og sonater samt en lang række kor- og vokalværker. Ein deutsches Requiem, uropført i sin helhed i 1869, blev hans folkelige gennembrud og står stadig som et hovedværk i korlitteraturen. I nodesalget indtager Brahms fortsat en central plads. Hans klaverstykker, fra de tidlige sonater til de sene intermezzi og rapsodier, hører til standardrepertoiret for både studerende og professionelle. De Ungarske danse sælges i utallige besætninger, og hans lieder og korsatser er faste indslag i sangeres og korforeningers repertoire.