Fauré, Gabriel

Gabriel Fauré blev født i 1845 i Pamiers i det sydvestlige Frankrig som yngste barn i en skolelærerfamilie. Som barn spillede han på harmoniet i det lokale kapel, og som niårig blev han sendt til École Niedermeyer i Paris, en skole der uddannede organister og kirkemusikere. Her blev Camille Saint-Saëns hans lærer og siden hans livslange ven, og det var Saint-Saëns, der introducerede ham for musik af Schumann, Liszt og Wagner. Efter studierne havde Fauré en række stillinger som organist og kormester, og fra 1896 var han førsteorganist ved Madeleine-kirken i Paris. Samme år blev han kompositionslærer ved konservatoriet, hvor Maurice Ravel og Nadia Boulanger var blandt eleverne, og fra 1905 til 1920 var han konservatoriets direktør. De sidste år var præget af en tiltagende hørenedsættelse, der forvrængede hans opfattelse af tonerne. Musikken er kendetegnet ved en raffineret harmonik og en lyrisk tilbageholdenhed, og han er især kendt for sine sange, sin klavermusik og sin kammermusik. Blandt hovedværkerne er Requiem, Cantique de Jean Racine, Pavane, Élégie for cello, Dolly-suiten for klaver firhændig og en lang række nocturner og barkaroler. Han døde i Paris i 1924. I nodesalget er Fauré en fast del af både kor- og instrumentalrepertoiret. Requiem og Cantique de Jean Racine synges af kor i alle størrelser, mens Élégie, Sicilienne og Après un rêve er populære hos cellister, fløjtenister og andre instrumentalister. Sangene er grundrepertoire for klassiske sangere, og klavermusikken efterspørges af viderekomne pianister.