Inspirationskilden har været de udtryksfulde første takter af melodien (”Når mørket jorden blinder” (DDK 412) – oprindeligt en tysk visemelodi fra det. 16. årh.), som viste sig at være særdeles velegnede som en ostinatobas, hvorover bestandigt nye toneranker kan udfolde sig. Først får man dog lejlighed til at høre melodien i sin helhed. Derefter gennemspilles ostinatotemaet 3 × 8 gange, første gang i a-mol, anden gang i d-mol, tredje gang igen i a-mol, og hver gang sådan at musikken vokser i intensitet og dramatik. Værket munder ud i nogle jublende figurationer i dur – hvad man jo så kan tolke som dagslyset, der bryder frem efter nattens dramatiske begivenheder. Men det skal tilføjes, at komponistens selv ikke ønsker at værket skal opfattes som et stykke programmusik! Værket giver organisten rig lejlighed til at udnytte alle orglets muligheder – og til at vise sine egne færdigheder!