Tekst: Lars Busk Sørensen Sangene findes tillige i en udgave for en stemme med becifret klaverakkompagnement (WH33048) Foråret er altid vellykket. Høsten kan skuffe, men foråret aldrig. Når det efter vinterens kulde og mørke endelig folder sig ud med gule mælkebøtter og grønne marker og solsortefløjt i haverne, kan det kun kaldes et under. Foråret overvælder os hver gang, og derfor må det have en sang. Her er så en lille buket af dem, som begynder med snefnuggenes sidste dans og slutter med den lyse nat, hvor drøm og virkelighed mødes i øjeblikke, vi får trang til at kalde evige. Først kommer ordene - og så er forårets sanseindtryk blevet til digte. Dernæst kommer tonerne - og så er forårsdigtene blevet til sange! Og på den måde kan vi i et fællesskab - om det er et sangkor eller "blot" en flok sangglade mennesker - opleve forårets fortællinger. Og hvis ord og toner går op i en højere enhed og så at sige trækker på samme hammel - ja, så kan vel både forfatter og komponist føle, at arbejdet er fuldført. Og ligeledes brugerne, håber vi! Den sidste i buketten (+ 1) er ikke nogen egentlig forårssang, men en kærlig, familiær hilsen til den egn, hvor de øvrige er blevet til. Lars Busk Sørensen og Erling Lindgren (2017) INDHOLD Snefnug skøjter over himlens labyrint Havens solsort står og tripper Det er den kolde tavse tid Den første vintergæk Går her i solen et forår i møde Står og glor, mens gåsetrækkets V Du mangler ikke mod, du lille prik Vibe, med dit forårsskrig Så du i morges, da bølgen tog land Det er den korte, lyse nat Land af bløde grønne bakker