Dette er en bog om musikværker, som mange har hørt om – men de færreste har hørt.

Da Arnold Schönberg i 1918 dannede Selskabet for private opførelser, opstod et brud i musikhistorien. Selskabet var beregnet til, at nye musikværker kunne opføres uden publikum, der efter komponistens opfattelse ikke havde evne til at vurdere ny musik. Bruddet mellem komponist og publikum var derefter en realitet og nåede sit højdepunkt i den amerikanske komponist Milton Babbits herostratisk berømte artikel ”Who Cares if You Listen?”

Den tilsyneladende mangel på interesse for publikum kom i 1900-tallet til udtryk i en række værker, som fik mange lyttere til at mene, at moderne komponister helt havde mistet interessen for formidling og dialog med udenforstående. Denne bog handler om en række af de komponister og værker, som i deres mangel på forankring i en traditionel musiktradition vakte furore, skabte vrede og var medvirkende til at fremmedgøre det moderne publikum overfor den europæiske kunstmusik.

Bogen behandler fx John Cages stykke med 4 minutter og 33 sekunders tavshed og Karlheinz Stockhausens Helikopter-Quartett, hvor de fire strygere befinder sig adskilt fra hinanden i hver deres helikopter. Undervejs stilles spørgsmålet: Var værker som disse bare pjat og provokation, eller lå der dybere filosofiske og kulturhistoriske overvejelser bag?