• Indeholder udover de 29 små præludier også "Melodi" og "To præludier"
• Praktisk udgave tilrettelagt efter alle eksisterende kilder
• Format: A4 hæftet
• Udgivet i et samarbejde mellem Forlaget Mixtur og Forlaget Aarhus Musik i 2025

Fra forordet:
Skønt Carl Nielsen flere gange i løbet af sit liv viste interesse for orglet, gav han sig først for alvor i kast med at komponere for instrumentet i sine sidste leveår. Det resulterede i samlingen “29 små præludier for orgel eller harmonium” op. 51 samt det monumentale værk “Commotio” op. 58.

Carl Nielsen blev i 1929 opfordret til at skrive en række præludier til gudstjenestebrug, og det resulterede i samlingen 29 små præludier for orgel eller harmonium op. 51. Til inspiration havde han studeret en række værker af bl.a. Frescobaldi, Scheidt og Pachelbel, og det har sat sig tydelige spor i musikken. Præludierne kan ses som Carl Nielsens bidrag til tidens reform- bestræbelser inden for orgelmusikken. En reform der gjorde op med romantikkens følelsessværmeri og søgte tilbage til en ren kirkestil med renæssancens og barokkens musik som ideal. Helt som idealet er store dele af fortolkningen overladt til den udøvende musiker, og Carl Nielsen noterer at “Metronomangivelserne må betragtes som kun tilnærmelsesvise og rette sig efter rum og instrument”. Med Carl Nielsens samtykke bragte Dansk Kirkemusiker-Tidende en lille opsats vedrørende dynamik og registrering i præludierne. Her fremgår det, at “et 'mixturorgel', som råder over mange - og milde - blandede stemmer” er at foretrække og “Indenfor de enkelte stykker bør ingen registreringsændring finde sted”. 

Efter udgivelsen af præludierne i 1930 kom der en debat om deres egnethed til brug ved gudstjenesten. Poul Hamburger skrev i Dansk Musiktidsskrift at det kun var nr. 14 og 29, der levede op til de krav, man måtte stille til en moderne kirkestil. En anden anmelder, Knud Hjortø, var mere venlig i sin anmeldelse i Vor Ungdom: “Præludierne bør kendes af danske organister, og de bør forelægges for menigheden. At mange til at begynde med vil finde dem lidt aparte og måske lidt for glade, kan jo gærne være, men på den anden side er folk efterhånden blevet noget vant til musik, der er i den gamle stil, og den stive højtidelighed er sikkert mindre regnet, end den engang var.”

Carl Nielsens egen kommentar hertil var bl.a.: “Hvad nu min Mening om Præludiernes Anven- delse angaar, saa er det naturligvis for mig, som er Part i Sagen, vanskeligt at staa helt objektivt overfor mine egne smaa, kære Skabninger, men jeg skal forsøge, og jeg vil saa først nævne de Numre, som afgjort ikke egner sig til kirkelig Brug i vor Tid, nemlig Nr. 8, 11, 15, 18, 22, 26 og 28. Derimod mener jeg, at 1, 2, 3, 5, 7, 10, 12, 14, 19, 21, 25 og 29 kan lade sig høre i Kirken; Nr. 14, og 19 maaske bedst som Indgangspil, Resten til Udgang. Om de Numre i Heftet, jeg ikke har nævnt, tør jeg i denne Sammenhæng ikke have nogen Mening.”

Sidst i dette hæfte bringes stykkerne Melodi, og to præludier. Stykket “Melodi” findes i Carl Nielsens kladde til de “29 små præludier”, men kom ikke med i den endelige samling. De “to præludier” blev komponeret i begyndelsen af 1931 til organisten Peter Thomsen, som havde været Carl Nielsen en stor hjælp under arbejdet med de “29 små præludier”, og som også havde uropført dette værk.