Andreas Brantelid og Bengt Forsberg har her taget fat på nogle af de mest romantiske værker for cello og klaver af Mjaskovskij og Glazunov. De er skrevet i en tid, hvor den russiske musik var på vej væk fra det romantiske, men hvor det lykkedes dem at formidle de eventyrlige aspekter taget fra deres folkemusik. Nikolaj Mjaskovskij er på trods af en enorm og mesterlig produktion en undervurderet og ofte overset russisk 1900-tals komponist. Mjaskovskij fuldender en stor russisk tradition i forlængelse af Glazunov, Tanejev og Borodin, men har alligevel et personligt særpræg. Hans musik er muligvis ikke af den type, som man kan genkende hos eksempelvis Janácek, Skriabin, Fauré og Korngold. Mjaskovskij forbliver derimod hele livet relativt traditionel og tro mod sine idealer, men alligevel beviser han at man kan skrive fantastisk og meningsfuld musik, selvom den ikke nødvendigvis er nyskabende og progressiv for musikhistorien. I lighed med Myaskovsky værnede Aleksander Glazunov også om den russiske romantiske stil, han lærte af sin mentor Rimsky-Korsakov i 1880’erne. En stil med vægt på stærke følelser, umiddelbarhed og smægtende melodier, som vi også kender det fra Borodin og Tjajkovskij. Glazunov var kendt for at kunne sit håndværk, og især orkestrering hørte til hans forcer. I hele 23 år var han både rektor og professor i komposition ved konservatoriet i Sankt Petersborg, og blandt hans elever var en ung Dmitri Shostakovitj, som ved sin eksamen modtog den højeste udmærkelse af Glazunov. Han banede også vejen for førsteopførelsen af den 19-årige Shostakovitj første symfoni.