Heinrich Schütz var født i 1585, hundrede år før de to store barokkomponister Johann Sebastian Bach (1685-1750) og Georg Friedrich Händel (1685-1759), og døde tretten år, før de blev født. Han er kendt som et af Bachs forbilleder og bevæger sig fra renaissancestilen ind i den gryende barokæra, hvor man møder bl.a. Diderik Buxtehude (1637-1707), ligeledes et af Bachs forbilleder. Schütz bevægede sig fra modi til Dur- og moltonearterne, og dette på Bachs tid endnu forholdsvis nye toneartssystem inspirerede ham til et af hans betydeligste klaverværker (komponeret for klaverets forløber cembalo): ”Das wohltemperierte Klavier”, som omfatter 24 præludier og fugaer i de 24 Dur- og moltonearter.

Således står Heinrich Schütz som en overgangsskikkelse mellem to musikalske stilarter og er derfor en komponist af stor betydning. Det er beklageligt, at hans musik i dag høres meget sjældent. Det kan skyldes, at orkestret ikke var så udviklet dengang, og i hans mange kirkelige værker, ofte af betydeligt omfang, ledsages solister og kor kun af få instrumenter. Men Schütz’ musik er ikke desto mindre smuk og fascinerende og bør opføres ved kirkekoncerter.

Schütz var en helt igennem selvstændig og selvbevidst person, men aldrig pralende og selvudstillende, fuldt bevidst om sin egen betydning, men også om sin afhængighed af sine fyrstelige arbejdsgivere. Mogens Wenzel bringer denne usædvanlige komponist frem i lyset og placerer ham og hans smukke musik på dens velfortjente plads i den klassiske musikhistorie.