Historien om C.E.F. Weyse (1774-1842) er ofte blevet reduceret til en fortælling om en næsten stereotyp dansk guldalderkomponist. En repræsentant for en idylliseret og forældet æstetik i en tid, der ellers bar præg af politisk tumult, enevældens fald og nye frihedsidealer.

Weyse var dog både meget mere og meget andet end det. Som et videbegærligt menneske med mange facetter og vidtfavnende interesser – der udover musikken talte medicin, mad, litografier, stjerner, ædelstene m.m. – kan han på mange måder betegnes som en ’moderne’ mand i det 19. århundredes forstand, ligesom hans notorisk fraværende udlængsel, afsky for tidens modetendenser og en god portion selvironi placerer ham langt fra den traditionelle arketype på en romantisk komponist.