Allerede som dreng er han en underlig én, Rued, utilpasset, kejtet, sky i mødet med verden uden for hjemmet med de kunstnerisk begavede forældre. Rued er oversensibel, hører og ser og oplever alting i mindst dobbelt størrelse med de stød og slag, det giver. Men i musikkens verden føler han sig hjemme. Her udfolder han sig allerede fra barnsben, han spiller orgel i Marmorkirken, begynder at komponere, store komplicerede orkesterværker, og får i 1913 uropført sin første symfoni i Berlinerfilharmoniens store sal – en uhørt triumf som knap tyveårig. Alligevel kniber det med at begå sig i det musikalske miljø i Danmark. Han må livet igennem finde sig i at stå i skyggen af Carl Nielsen, en fast stilling får han først i sen alder, og kun sjældent opføres hans værker. Også kærligheden har han et uafklaret, besværligt forhold til. En stormende ungdomsforelskelse ender ulykkeligt, og dog forbliver pigen hans muse resten af livet. Fra sin ungdom har han sin gang høs Københavns prostituerede, mens hans ægteskab med familiens husholderske mest af alt er et praktisk arrangement. I 1940 lykkes det endelig Rued at få en stilling som domorganist. Sammen med sin kone rejser han fra København til Ribe, og her spiller han og fortsætter med at komponere, men også her kommer han på kant med gud og hvermand, også her bliver han opfattet som en sær snegl, og her dør han i 1952 uden at have opnået den anerkendelse, han mente at have krav på. Først mange år efter hans død kom den, nationalt som internationalt, endda i rigt mål. Når solen er begravet tegner et portræt af en genial – gal? – komponist og den tid, han levede i.